CITAT FRA ERLENDUR HARALDSSONS BOG "MIRACLES ARE MY VISITING CARDS"

Opvækkelse fra de døde

Healing er ikke noget fremtrædende træk i den række af mirakler, der tilskrives Sai Baba, men ikke desto mindre foreligger der et ret betragteligt antal påstande om mirakuløs helbredelse fra Babas side.

I vort spørgeskema var der 22 (76%) af de adspurgte, der hævdede, at de personligt have kendt nogle, som Sai Baba på mirakuløs vis have helbredt. 11 af disse personer hævdede, at de selv ar blevet helbredt. I alt 13 henviste til helbredelsen af en andet menneske, som de dog kun havde hørt om. Vi har i de foregående kapitler omtalt nogle eksempler på rapporter om angivelige mirakel-helbredelser.

I almindelighed taler vi om mirakuløse helbredelser, når healingen foregår hurtigere, og helbredelsen virker overraskende ved dens fuldkommenhed. Dertil kommer, at den er uforklarlig for det etablerede sundhedsvæsen.

Yderligere må det siges, at det både for lægmand og læger er vanskeligt at afgøre med sikkerhed, hvorvidt der er tale om et mirakel, eller der ikke er det. I sjældne tilfælde kan det ske, at såkaldte uhelbredelige sygdomme udviser en spontan bedring. Det er ofte vanskeligt for en nok så erfaren specialist at stille en præcis diagnose af en sygdom. Nogle patienter ved
heller ikke altid, hvad det er de fejler, eller om den sygdom, de lider af, er blevet fejlagtigt diagnosticeret. Sådanne faktorer kan få en patient til at tro, at han har opnået en mirakuløs helbredelse, hvad han eller hun faktisk ikke har (West 1957, Nolen 1974).

Eftersom jeg ikke har nogen erfaring på det sygdomsmæssige område og var ganske klar over, hvor mange faldgruber der møder en forsker, som giver sig i kast med en videnskabelig undersøgelse af noget så vanskeligt som mirakel-helbredelser, så prøvede jeg ikke på at efterforske de forskellige påstande om Baba på det område.

Nogle af disse tilfælde kan imidlertid trænge til en nærmere undersøgelse af en kompetent læge, der gælder eks. en sag, som er blevet rapporteret til mig af dr. Chari, som helbredelsen af et "blåt spædbarn" (patent ductus arteriosus), der fik en medicin, der var produceret af Baba (Chari 1978).

Ved darshan-tid er der gerne en række mennesker i kørestole. Baba standser sommetider for at snakke lidt med en eller flere af disse patienter, men jeg har aldrig set nogle af dem blive helbredt.

Der er altid en rig grobund for dannelsen af myter i forbindelse med indiske swamier og hellige mænd. Nogle af disse hilser sådanne myter velkommen eller gør ikke noget for at hindre deres udbredelse, da de jo er med til at forøge deres ry og præstige. Men meget ofte er det ligeså meget tilhængerne, der er ansvarlige for dannelsen og udbredelsen af sådanne rygter, der lidt efter lidt bliver til accepterede kendsgerninger.

Opvækkelse af en død person, hvis den faktisk er foregået, ville bestemt være et særdeles opsigtsvækkende tilfælde af healing. Faktisk eksisterer der hele to sådanne angivelige tilfælde, der tilskrives Sai Baba. Jeg har prøvet at undersøge, om der forligger noget afgørende bevismateriale for begge disse tilfælde.

Den første sag drejer sig om hr. Walter Cowan, en velhavende californier og en trofast tilhænger af Baba. Denne hændelse er blevet omtalt vidt og bredt i artikler og i bøger om Sai Baba (Cowan 1982, Sandweiss 1975, Fanibunda 1980), af hvilke mange
hævder, at Baba genopvakte Cowan fra døden, ligesom Jesus siges at have opvakt Lazarus (Johannes 11, 1-54).

Walter Cowans kone, Elsie, bad dr. Jack Hislop, en indflydelsesrig amerikansk tilhænger af Baba og en tidligere professor i forretningsadministration og direktør i et aktieselskab, om at skrive en beretning om hendes mands oplevelse, eftersom han var tilstede under hele tildragelsen (Cowan 1982, side 236). Dr. Hislops rapport blev skrevet nogle få måneder efter at hændelsen indtraf (Cowan 1982). Den har en kort indledning af fru Cowan og blev udgivet i hendes navn.

I slutningen af artiklen give Cowan en "kort beretning om sin genopstandelse" (sammesteds side 244 – 245). Jeg vil først citere nogle afsnit fra dr. Hislops rapport (side 237 – 239):

Citat: "Om morgenen den 25. december, 1971, spredtes den nyhed hurtigt, at en ældre amerikaner var blevet ramt af en alvorlig sygdom, som man mente var et hjertetilfælde, og var afgået ved døden. Da jeg hørte rygtet, tog min kone og jeg straks til dit (fru Cowans) hotel. Du, Elsie Cowan, bekræftede rygtet og fortalte os, hvordan ulykken var sket.

Der blev sendt bud efter en ambulance, der kunne bringe Walter til hospitalet, men det var dit indtryk, at Walter var død i dine arme, umiddelbart efter at han var blevet løftet op fra gulvet og op i sengen, og du var så chokeret, at du ikke var i stand til at følge din mands afsjælede legeme i ambulancen til sygehuset.

Disse begivenheder havde fundet sted i de tidlige morgentimer den 25. december. Men da klokken var 7 om morgen, havde du genvundet så mange kræfter, at du kunne tage til Babas bopæl sammen med fru Ratan Lal og fortælle ham, hvad der var sket og anmode ham om hans råd og hjælp. Baba sagde, at han ville besøge hospitalet ved 10-tiden samme formiddag.

Klokken 10 formiddag ledsager fra Ratan Lal dig til hospitalet, men der fik du at vide, at Baba allerede havde været der, og at han lige var gået, før du kom. Da du trådte ind på hospitalet, fandt du Walter i live. At Walter var i live klokken 10.00 formiddag den 25. december var både sikkert og vist.

Men hvad med hans død…? For at klargøre dette spørgsmål interviewede dommer Damodar Rao fra Madras, på min anmodning den læge, som havde taget imod Walter, da han kom til hospitalet. Denne fortalte dommer Rao, at Walter ganske rigtigt var død, da han undersøgte ham kort efter, at ambulancen havde indleveret ham på hospitalet. Men lægekyndige udsagn er ikke en faktor, der har nogen betydning for oprigtig troende tilhængere af Baba: For dem er, hvad (Baba) siger den skinbarlige sandhed, og alt andet er inderligt ligegyldigt i sammenligning.

Jeg opsøgte Baba på hans bopæl, efter at han var kommet hjem fra hospitalet. Baba fortalte mig og andre, der var indenfor hørevidde, at Walter Cowan var død, og at personalet på sygehuset havde stoppet vat i hans ører og næsebor og havde dækket ham med et lagen og lagt hans afsjælede legeme ind på et aflåst værelse. Baba sagde, at han havde bragt ham tilbage til livet. "
(Citat slut)

Jeg har interviewet adskillige personer, der har været vidne til denne hændelse, blandet andet de 3 læger, der havde tilset Walter Cowan. Dr. O.G.C Vaz, en praktiserende læge i Madras og den fastansatte læge ved Connemara Hotel, der er et af de fineste hoteller i Madras, huskede udemærketgodt hr. Cowan, han havde tilset ham i ca. 2 uger 6-7 år før mit første interview med ham i 1977. Dr. Vaz fortalte, at han var blevet tilkaldt fra Connemara Hotel en aften ved midnatstid. Hr. Cowan havde det meget dårligt og måtte overføres til et hospital (Lady Willingdon`s Plejehjem et privathospital i Madras).

Dr. Vaz kunne ikke mere huske helt nøjagtigt, hvad det var han fejlede, men at det vist nok havde været en hjertesygdom, han havde tilkaldt en hjertespecialist, dr. Rajagopalam. Walter Cowan have været hårdt angrebet, rapporterede dr. Vaz, men der var IKKE SANDT AT HAN VAR DØD.

Han havde været indlagt i 2 uger med høj feber og andre sygdomme, men der var ingen tegn på livsfare. Han var blevet på hospitalet, indtil han kom sig. Han havde nok været lidt omtåget til tider, men havde aldrig mistet bevidstheden i den tid, han var under behandling.

Dr. Rajagopalam er en højst respekteret hjerte-specialist i Madras. Ja, det var rigtig, at han var blevet tilkaldt som rådgiver. Han fortalte mig i alt væsentlighed den samme historie som dr. Vaz,så vidt han vidste, var der IKKE tale
om, at Walther Cowan var "død" i den omtalte sygdomsperiode.

Ifølge journalen på Lady Willingdon`s Plejehjem blev hr. Cowan, indskrevet den 25. december 1971 og udskrevet den 15. januar 1972.

Den vagthavende oversygeplejerske fortalte mig, at hun godt kunne huske hr. Cowan, han havde været en meget behagelig patient og yderst venlig. Hun kunne heller ikke huske noget om, at han var død eller på nippet til at dø under hospitalsopholdet.

Dr. Krishna Rao, den ledende overlæge på plejehjemmet checkede indholdet af journalen på min anmodning. Walter Cowan havde været i live, da han blev indlagt på hospitalet. Cowan ville simpelt hen ikke være blevet indlagt, hvis han havde været død. Hospitalet havde ikke noget ligkapel, som dr. Vaz tidligere oplyste mig om.
Dr. Krishna Rao, KUNNE OGSÅ BEKRÆFTE, HVAD DE 2 ANDRE LÆGERS UDSAGN GIK UD PÅ, AT COWAN IKKE VAR AFGÅET VED DØDEN UNDER HANS HOSPITALSOPHOLD.

Ingen af de interviewede røbede nogen modvilje mod Sai Baba, Dr. Rajagopalam viste sig endda at være ikke så lidt interesseret i Baba.

Dr. Vaz var derimod tydeligt nok irriteret over rygterne om hr. Cowans "opvækkelse fra de døde", eftersom nogle TV-hold havde ønsket at interviewe ham om det rygte, der verserede i byen. Jeg kan tilføje, at dr. Rajagopalam blev helt gode venner med Walter Cowan og senere besøgte familien Cowan i deres hjem i Californien.

Walter Cowan døde 2 år efter denne hændelse, og jeg nåede desværre ikke at møde ham. Han nåede imidlertid kort tid efter hændelsen at indtale et bånd, hvor han redegjorde for sin oplevelse. Hr. Richard Bock, en Sai-hengiven i Los Angeles, var så imødekommende at sende mig en kopi af det pågældende bånd. Hislop-Cowan artiklen slutter med en udtalelse af Walter Cowan, der næsten ord til ord siger det samme om det på båndet indtalte. Jeg har i det følgende citeret en del af det (sam-mesteds side 244-245).

Citat: "Mens jeg var indlogeret på Connemara hotel i Madras blev jeg meget syg af lungebetændelse 2 dage efter min ankomst og måtte gå til sengs. Mens jeg lå og gispede efter vejret, følte jeg det pludselig, som om mine bevægelser med et var forbi, og jeg døde.
Men jeg var fuldstændig klar og rolig, i en tilstand af vidunderlig lyksalighed, og Herren Sai Baba, var hos mig. Selv om mit legeme lå der på sengen, fuldstændig livløst, var jeg fuldt bevidst om hvad der skete, lige til det øjeblik, hvor Baba kaldte mig tilbage til livet. Jeg følte ikke den mindste antydning af angst eller frygt, men en vidunderlig følelse af velvære, for jeg var befriet for enhver rædsel for døden."

Walter forsætter med at beskrive, hvordan Baba førte ham til sig til en stor hal, hvor tildragelserne i hans tidligere forskellige inkarnationer var opbevaret og journalført. Der læste en "højesteretsdommer" hans livs- annaler højt for ham, og Baba sagde, at han (Walter) endnu ikke havde fuldendt det arbejde, som han var udset til at udføre.

Derefter bad Baba den høje dommer om at overlade Walther til ham (Baba) og at tillade, at Walters sjæl kunne få lov til at vende tilbage til hans legeme. "Dommeren sagde: Det ske, og dermed var sagen afsluttet, og jeg (Walter) drog bort sammen med Baba for at returnere til mit legeme" (sammesteds side 244-245).

Vi er ikke i besiddelse af nogen første-hånds oplysninger fra Walter Cowans side om, hvornår han kom til sig selv igen, om det var i hotellet, i bilen på vej til hospitalet eller efter ankomsten til hospitalet. I sin redegørelse på båndet beskriver han kun sin rent subjektive oplevelse af forløbet i den tid, hvor han var uden nogen bevidsthed om, hvor han befandt sig, og at "han drøftede situationen med Baba, og at denne havde forsikret ham om, at det ikke var min fantasi det, jeg oplevede, men det var den pure virkelighed" (sammesteds side 245).

I november 1980 traf jeg hans enke, Elsie Cowan, i Indien. Hun og hendes mand havde været sidst i halvfjerdserne, da hændelsen indtraf ved juletid i 1971. Klokken ca. 23 om aftenen , efter at de var gået i seng, havde hun hørt sin mand gå ud til badeværelset, da han pludselig faldt om på gulvet. Hun tilkaldte personalet, og man fik ham i seng igen, hvor han kom til sig selv. Der blev tilkaldt en læge.

Da han (dr. Vaz) ankom efter ca. 20 minutters forløb, undersøgte han hr. Cowan og erklærede ham for død, fortalte fru Cowan mig. Det er på dette punkt, at fru Cowan og dr. Vaz er fuldstændigt uenige.

Alle 4 medlemmer af lægestaben rapporterer, at Walter Cowan havde været i live, da han blev indlagt på hospitalet, samt at han ikke var afgået ved døden undersit hospitalsophold. Dr. Vaz og dr. Krishna Roa fortalte mig samstemmende,at Sai Baba havde besøgt Walter Cowan på hospitalet sent på formiddagen på den dag, hvor patienten var blevet indlagt.

Cowan havde, ifølge dr. Vaz , der var på hospitalet på det tidspunkt, været vågen.

Sai Baba havde talt med Cowan og havde givet ham lidt vibhuti "Det kan jo nok have givet ham en smule mere livsmod, men han ville have kommet sig, uden at Sai Baba har været der" konkluderede dr. Vaz.

Tidligere samme formiddag før Sai Babas besøg på hospitalet, fortalte Elsie Cowan mig, aflagde hun besøg hos Sai Baba på hans bopæl i Madras. Da hun og fru Ratan Lal, der ledsagede hende, trådte ind i hans værelse, var det første Baba sagde "Walter er i live".

Fru Ratan Lal, som er en hengiven tilhænger af Sai Baba og særdeles gode venner med familien Cowan, boede også på Connemara Hotel. Jeg har mødt fru Ratan Lal i Indien for mange år siden, men det har ikke været mulig for mig at træffe hende igen, efter at jeg er begyndt at efterforske ovennævnte tilfælde, jeg har heller ikke talt med Sai Baba om det.

Denne hændelse indtraf på et tidspunkt, hvor der blev afholdt en konference af Sai Baba tilhængere (den 8. "All India Conference of the Sri Sathya Sai Seva Social Service Organizations") i Madras. Sai Baba boede i hjemmet hos den nu afdøde hr. Venkatamuni og hans kone Suseelama. Deres søn, hr. Eswar, fortalte mig, at fru Ratan Lal kom til deres hus alene ganske tidligt om morgenen efter at hr. Cowan var blevet ramt af et hjertetilfælde.

Det er hævet over enhver tvivl , at hun ville have fortalt ham nyheden om Walter Cowans sygdoms-anfald. Det var tilsyneladende senere samme formiddag, at fru Cowan kom for at tale med Baba, og endnu senere at Sai Baba besøgte hospitalet.

Jeg har spurgt Dommer Damodar Rao (i telefonen) , der i parentes bemærket var Baba hengiven, hvor meget han var involveret i sagen, eftersom man i dr. Hislops redegørelse kunne læse, at han (Damodar Rao) havde interviewet Cowans læge.

Han benægtede, at han havde foretaget nogen undersøgelse i sagen. Under vor tur til Indien i 1975 nævnede hr. Eswar til dr. Osis, at Sai Baba havde sagt til ham , at "der ikke skulle gøres et stort nummer ud af den sag".

Det er desuden af en hvis interesse, at Kasturi kun flygtig omtaler det nævnte tilfælde i sin officielle biografi om Baba. Han citerer kun nogle få udtalelser – uden nogen kommentarer – Fra Elsies og Walter Cowans side (l982, side 23). Dette KAN betyde, at sagen for første færd var iscenesat af fru Cowan, og at hun kun har fået bekræftende nik til sine påstande fra dem, der omgav hende,(Familien Cowan var trofaste tilhængere af Baba og havde doneret den største skolebygning i Whitefield).

Tilfældet med Walter Cowans oplevelse minder i nogen grad om "nær-døds-oplevelser". Ifølge fru Cowan havde hendes mand betroet hende, at han efter begivenheden havde følt det, som om han befandt sig uden for sin krop og kunne betragte sig selv, da han blev kørt i ambulancen til hospitalet.

"Hver gang bilen kørte over en forhindring eller af anden grund måtte holde stille, var det, som om jeg blev bragt tilbage og prøvede at komme ind i min krop igen".

Dette synes at antyde at han, af og til i alt fald, kun var halvt bevidst på vej til hospitalet.

Der er også et andet tilfælde, som ikke har fået nær så stor omtale, og hvor Sai Baba angiveligt bragte en tilsyneladende død person tilbage til livet. Det drejer sig om hr Radhakrishna. Tilfældet blev forelagt dr. Osis og mig af dr. Radhakrishnas enke.

Under et ophold i Puttaparthi i begyndelsen af 1950erne blev Radhakrishna alvorligt syg af mavekatar, så at han blandt andet havde besvær med at lade vandet og også på anden måde havde andre komplikationer. Denne næste dag mistede han bevidstheden, og hans tilstand forværredes synligt. Den følgende morgen klokken ca. 11 faldt han tilsyneladende livløs om. Ifølge hans konens udsagn kunne man hverken mærke pulsslaget eller se, at han trak vejret, og de forskellige medlemmer af familien, der var til stede (hun selv og hr. og fru Hemchand), var fast overbeviste om, at han var afgået ved døden.

Næste morgen konstateredes det, at kroppen var blevet iskold, og der havde ikke været noget livstegn i over 20 timer. Men Baba forsikrede dem, at der ikke var nogen grund til at bekymre sig, at der ikke var sket noget. Da han langt om længe kom ned fra sit soveværelse, bad han dem alle om at forlade det værelse, hvor hr. Radhakrishna lå, derpå lukkede han døren og var alene med ham et par minutter. Da han åbnede døren, så den gruppe personer, der ventede udenfor, hr. Radhakrisna sidde op i sengen "Alle var så chokerede, at de vilkårligt udstrakte sig for Babas fødder" Det var netop med disse ord, at fru Radhakrishna sluttede sin beretning. Hendes mand kom sig ved den lejlighed, men døde nogle få år senere øjensynligt af den samme lidelse.

Den nuværende rajah af Venkatagiri var netop i Puttaparthi på det tidspunkt. Da jeg bad ham fortælle, hvad
han viste om denne hændelse, sagde han, at han udmærket godt kunne huske, hvad der skete. Han havde været sammen med Baba, da en slægtning af Radhakrishna kom for at fortælle Sai Baba. at han lå på dødslejet. Efter en times forløb forlød det, at nu var hr. Radhakrisna død, men Baba kom til sidst ned fra sine gemakker, og han sagde til dem "Frygt ikke, der er slet ikke sket noget". De ventede uden for døren, mens Baba gik ind.

Da han lidt senere åbnede døren, så de tilstedeværende, at hr. Radhakrisna var i live og med besvær også var i stand til at tale. Rajahen selv havde dog ikke set hr. Radhakrishna på det tidspunkt, da han angiveligt havde været død.
Der var ingen læge til stede til at undersøge hr. Radakrishna, og der foreligger heller ikke nogen klar og utvetydig diagnose af, hvad han fejlede, og der var gået over 20 år, da jeg gav mig til at undersøge tilfældet.

Der findes imidlertid en samtidig beretning om det i hr. Radhakrishnas datters dagbog. Hun hed, som læseren måske vil huske fra tidligere kapitler, Vijaya Hemchand, og hun var så elskværdig at give mig lov til at affotografere nogle sider af dagbogen, som var relevante i den foreliggende situation.

Jeg har med hendes udtrykkelige tilladelse gengivet indholdet af disse sider i det følgende oversat til engelsk. Som man vil se, er det skrevet i en blomstrende stil, som er så almindelig i Indien:
Citat: "I den foregående nat havde vi alle sammen opgivet håbet om, at vores far ville overleve. Det havde været
en oprivende og forfærdelig nat, der bragte livets forgængelighed på nærmeste hold. Vores far lå og mumlede navnene på tidligere afdøde og fortalte dem, at han snart ville slutte sig til dem. Hans mådeat tale på var ret usammenhængende, og vi var ikke sikre på, om han var sig fuldt bevidst. Han havde for længst holdt op med at tage føde til sig.

Ingen af os kunne lade være med at græde. Midt i vor kval og sjæleangst og ansigt til ansigt med døden kunne vi kun søge trøst og husvalelse hos Baba. Hos ham søgte vi kraft, idet vi i tanken koncentrerede os om Hans velsigende fødder og kastede al vor sorg på Ham. I samme øjeblik vi skuede Hans milde åsyn, glemte vi al vor smerte og fyldtes af frydefuld fortrøstning. Han kom ned, gik ind og lukkede døren efter sig. Han var derinde i en 10 minutter. Jeg var overvældet af sorg, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de andre tænkte. Alle dem, der befandt sig i Helligdommen (Prashanti Nilayam) sad ubevægelige og ventede ængsteligt på, hvad der ville ske. Efter 10 minutters forløb åbnede Baba døren ……kom ud og gned sig i sine hænder, så på min mor og sagde til hende… Jeg har givet livet til ham. Vi er kommet over forhindringen og der er ikke mere at frygte.
Og idet Baba udtalte dette holdt vi om hans fødder og vædede dem med vore tåre … ak, min uskyldige mor. Hun er så forfærdelig bange. Mens Baba udtalte dette, så han os alle ind i øjnene og sagde …… Ingen af jer troede, at han ville overleve, vel??? Gå nu derind og se…og vores far, der havde ligget fuldstændig livløs i 3 dage uden at tale eller uden at se, så på os alle sammen og smilede til os…" (Citat slut)

I sin dagbog skrev Vijaya ikke noget om, præcist hvor længe hr. Radha-krishna havde ligget hen uden noget som helst livstegn, eller om han efter de tilstedeværendes opfattelse virkelig var død, Kun Sai Baba`s ord "Jeg har givet livet til din mand" peger i den retning.